Opsendelsen af Sputnik - den første rumsonde - i 1957 var ikke kun en teknologisk milepæl. Den medførte også en sikkerhedspolitisk trussel pga. risiko for spionage mellem stater, og juridisk regulering af rummet blev nødvendigt. FN nedsatte derfor komitéen for Den Fredelige Brug Af Det Ydre Rum (Committee on the Peaceful Uses of Outer Space), som fastlagde principperne for staters opførsel i rummet. I alt udmundede komitéens arbejde sig i fem traktater:

Ydre rum-traktaten. Traktaten omhandler principper vedrørende landes udforskning og brug af det ydre rum, inklusiv Månen og andre himmellegemer. Den har til hensigt at sikre alle stater fri adgang til rummet og retten til at bruge og udnytte det til fredelige formål

Redningstraktaten. Traktaten omhandler staters pligt til at redde og hjælpe alle astronauter uanset nationalitet (idet de anses for menneskehedens udsendte) og returnere objekter, der har været sendt i rummet.

Ansvarstraktaten. Traktaten siger at en stat er ansvarlig for objekter, der sendes i rummet fra deres territorium - og hæfter for skader forvoldt af disse objekter. 

Registreringstraktaten. Traktaten siger at en stat skal informere FN om alle objekter, der sendes i rummet og oplyse deres bane.

Månetraktaten. Traktaten regulerer staters virksomhed på Månen og andre himmellegemer.

Herudover findes visse traktatfæstede begrænsninger for, hvad der må sendes ud i rummet. Disse begrænsninger omfatter bl.a. et forbud mod at opsende masseødelæggelsesvåben og mod aktiviteter i rummet, der forårsager unødig forurening. Folkeretten gælder også i rummet hvilket betyder at stater ikke kan løbe fra deres internationale forpligtelser selv der. 

 

Ingen må eje noget i rummet

En af de vigtigste begrænsninger findes i “Ydre rum traktaten” som inkluderer forbud mod at eje noget i rummet. USA ejer ikke Månen ved at have plantet et flag på overfladen, for ”først til mølle”-princippet gælder ikke i rummet. Ydre rum traktaten nævner allerede i første sætning, at rum-aktiviteter skal udføres i alle landes interesse, uanset hvilken grad af økonomisk eller videnskabelig udvikling landet har. 

En ny udvikling indenfor rumindustrien har dog vist, at forbuddet mod ejerskab i rummet måske kan omgås. Når vi i fremtiden formentlig vil begynde at udvinde ressourcer fra rummet - det som også kaldes space mining - er lovene sandsynligvis ikke længere tilstrækkelig dækkende. Diskussionen om Space mining har delt det internationale fællesskab: Blandt andet USA og Luxembourg mener at man kan eje udvundne ressourcer fra rummet og har i deres nationale rumlovgivning gjort space mining lovligt. Et af argumenterne er, at så snart ressourcerne udvindes fra et himmellegeme, tilhører det ikke længere himmellegemet og er dermed ikke beskyttet af forbuddet mod ejerskab. 

Anses ejerskab ved udvinding som lovlig, kan det medføre store teknologiske og økonomiske fremskridt og muliggøre rejser længere ud i rummet. De ressourcer, der befinder sig på Månen (og på Mars), kan nemlig potentielt bruges som brændstof. Det er begrænset, hvor meget brændstof man kan have med sig fra Jorden, og derfor kan space mining åbne op for helt nye, uanede muligheder. Hvorvidt det er lovligt, må domstolene dog afgøre fra sag til sag. 

Om at bo på Månen

Som nævnt, vil placering af et dansk flag på Månen ikke gøre Månen dansk. Men placeres en base, der er bygget i Danmark og er registeret af de danske myndigheder, er denne base dansk territorium. Traktaten for det ydre rum siger nemlig, at stater har jurisdiktion og kontrol over deres rumobjekter, også når de er sendt ud i rummet. 

Man kan argumentere for, at man indirekte eller de facto kan gøre krav på den underliggende overflade: Man kan nemlig forestille sig, at en nation kan flytte sin base fra sted til sted for at gøre krav på nyt måne-territorium. Men hvilke regler vil så gælde, hvis en base er bygget i Danmark, opsendt fra kinesisk territorium og bebos af russiske astronauter? I dag er rumudforskning næsten altid et internationalt samarbejde med kommercielle partnerskaber, og en bosættelse på en fremmed planet vil formentlig ligeledes kræve mange internationale partnere.

Desværre er international rumlovgivning udfordret af, at den skal vedtages ved enstemmighed, hvilket betyder, at alle 92 medlemsstater af rumkomitéen skal blive enige. 

Måske endnu en bemandet rejse til Månen vil sætte gang i det internationale regelskriveri, ligesom opsendelsen af Sputnik gjorde det i 1957? For at følge med udviklingen er det nødvendigt at forsøge at forudsige fremtiden, før den materialiserer sig. Så hvem ejer Månen? Det vil tiden vise. 

Er der et nyt rumkapløb igang?

Radio 24/7: 55 minutter

I rumkapløb med Kina: USA vil sende astronauter til månen igen

USA har planer og at sende astronauter tilbage til Månen. Det sker efter at Kina for nylig blev de første til at lande en rumkapsel på ‘the dark side of the moon’. USA og Kina er nu i et rumkapløb, sagde USA’s vicepræsident Mike Pence i sidste uge.

Men hvorfor er det så interessant at komme til månen igen? Det ser vi nærmere på i dagens 55 minutter - og det handler faktisk ikke kun om månen, men også lidt om Mars. Og om, hvem der har skolegårdens største raket.