Hvordan ved vi hvad vi ved?

Det vi ved om Månen kommer fra en kombination af observationer foretaget fra Jorden (med teleskoper), satellitter i kredsløb om Månen og prøver bragt med tilbage til Jorden fra Apollomissionerne og Sovjetunionens Luna-missioner. Tilsammen samlede Apollo-missionerne (og de ubemandede Luna-missioner) intet mindre end 360,5 kg månesten, som i dag er grundlaget for en stor del af vores viden om Månen.

Hvad er månen lavet af?

I hvert fald ikke ost! Månelandingerne gav os både et helt nyt indblik i, hvad Månen gemmer på indeni, men også en mere detaljeret beskrivelse af dens overflade. Magnetiske målinger viste os, at Månen har en lille kerne, der ligesom Jordens kerne, indeholder jern. Månen er ligesom Jorden inddelt i skorpe, kappe og kerne.

Månens geologi (eller selenologi) er dog anderledes end Jordens på nogle punkter. Månes overflade er dannet af tidligere vulkanske udbrud og af meteoritnedslag. Fra Jorden kan vi se at Månens overfladen er kendetegnet ved lyse højlande, mørke månehave og dybe nedslagskratere.

Månen har ingen atmosfære og er ikke geologisk aktiv hvilket betyder at Månens overflade i større grad forbliver den sammen. På Jorden medvirker vejr, vind, erosion, vulkanudbrud og bevægelserne af de tektoniske plader til at landskabet er i konstant forandring.

Grunden til at Månen ikke er geologisk aktiv er bl.a. at den er meget mindre end Jorden og derfor blev Månens indre afkølet hurtigt (Jorden har stadig meget varme i sit indre hvilket driver vulkanisme og tektonik)

Er månens bagside mørk?

Nej! Ligesom vi kender det fra vores egen planet, er der nat og dag. En nat er dog hele 14 jord-døgn lang, og en dag er ligeledes 14 jord-døgn lang. Når man alligevel kalder den ene halvdel af Månen for ’den mørke side’, skyldes det, at vi aldrig ser denne side fra Jorden. Tyngdekraften holder nemlig Månen i synkron rotation om Jorden, hvilket betyder, at det tager Månen lige så lang tid at rotere en gang rundt om sig selv, som det gør at kredse en gang rundt om Jorden.