Tekst: Sarah Praal and Peter Batenburg - Dutch Space Society (NVR)

Mercury programmet (1958 - 1963)

Allerede inden præsident Kennedy havde bekendtgjort planerne for månelandingen arbejdede det netop stiftede NASA på Mercury-programmet. Målet med dette program var at bringe et menneske i kredsløb om Jorden for at undersøge hvordan mennesker fungerede i rummet. For at opnår dette mål blev der i så vid udstrækning som muligt gjort brug af eksisterende teknologi og hardware og kapslen til astronauten blev holdt så simpel som muligt.

Selv da stod NASA overfor en stor udfordring. For at kunne sikre et menneskes overlevelse i rummet måtte man udvikle mange nye teknologier og systemer bl.a. selve rumfartøjet. Fartøjet skulle være så let som muligt, men dog stærkt nok til at modstå de store kræfter det ville blive udsat for under en rumrejse. Der var også brug for systemer som kunne sikre at trykket forblev stabilt i kabinen, kunne forsyne astronauterne med ilt og fjerne farlige gasser som carbondioxid fra luften. Yderligere skulle der udvikles varmskjold som kunne bringe rumkapslen sikkert gennem atmosfæren på vejen hjem, faldskærme der kunne sænke farten og lande kapslen sikkert i havet. Der skulle også udvikles styreraketter så man kunne styre kapslen og et "escape tower" (et system, der kunne redde astronauterne under en fejlslagen opsendelse).

Derudover skulle man opbygge et stort netværk af "Ground stations" (følgestationer) for at kunne følge rumfartøjet så man kunne kommunikere med astronauterne.

Mercury kapslen
mercury astronauterne
John Glenn under øvelse

Programmet begyndte med en række af 18 ubemandede testflyvninger med vekslende success og to testflyvninger med aber ombord. Under disse tests blev de nye systemer og teknikker testet sammen med de raketter som skulle bruges til opsendelserne. Raketterne var re-designede militærraketter som oprindeligt var udviklet til affyre våben: Til suborbitale flyvninger (hvor raketten ikke går i kredsløb) brugte man Mercury-Redstone raketter og til flyvninger i kredsløb brugte man Mercury-Atlas raketter. For at teste det nye "launch escape system" udviklede man en ny raket kaldet: Little Joe.

Bemande missioner

Efter testflyvningerne var tiden kommet til Mercury seven, gruppen af syv astronauter udvalgt af NASA til Mercury programmet. Alan Shepard blev d. 5 maj 1961 den første amerikaner i rummet under en suborbital flyvning ombord fartøjet Freedom 7. D. 21 juli samme år fulgte Virgil "Gus" Grissom trop ombord på Liberty Bell 7. Dette var også en suborbital flyvning. Først på den tredje flyvning, d. 20 februari 1962, opnåede USA det vigtigste mål med Mercury programmet: John Glenn fuldførte tre omløb om Jorden ombord på Friendship 7 før han sikkert landede i det atlantiske ocean ("splashdown").

Yderligere tre succesrige bemandede flyvninger fulgte og antallet af kredsløb rundt om jorden blev øget til hele 22 omløb (over 34 timer i rummet) for den sidste flyvning.

Efter i alt seks bemandede flyvninger var formålet med Mercury-programmet opnået, og det var på tide at gå videre til et nyt program hvor man kunne øve de komplekse færdigheder, der var nødvendige for en månelanding: Gemini-programmet.